For det første: al min beundring og forundring til alle enlige forældre. Hvordan pokker holder I skruen i vandet og overkommer det hele på egne to hænder?
Dernæst. Jeg kæmpede en kamp mod min indre martyr i går. Bean havde en skrækkelig nat mellem mandag og tirsdag men jeg syntes alligevel at Kæreste skulle tage i biograf med kollegaer i Odense efter arbejde fordi han havde glædet sig sådan. Han skulle så jf aftale være hjemme kl. 19. Det viste sig imidlertid at filmen - surprice - var MEGET lang og han var derfor først hjemme kl. 21. Efter lang eftermiddag og aften med meget vågent barn. Og det var svært ikke at være sur og martyragtig, men det orker jeg bare næsten heller ikke. Min anti-martyr vandt heldigvis
denne gang
Ingen kommentarer:
Send en kommentar