Run, Forest, run!

Kæreste og jeg har taget forskud på Valentinsfejring (eller hvad vi skal kalde det) og været aktive i dag.

Og må jeg lige have lov at komme med en total anbefaling af Valentinmilen? Det er uden tvivl et af de mest behagelige løb, jeg har deltaget i. Når vi lige ser bort fra de 40 minutter, Kæreste og jeg ventede på at starte og hvor vores fødder langsomt blev til is. #timingiseverything

Med start og slut på Bakken og løb i Dyrehaven og med udsigt til sneklædt landskab og isblankt hav - i klingende frost og med sin elskede ved sin side, så bliver 10 km ikke meget bedre. Og der var endda varm kakao når man kom i mål.

Det var endda helt uden det træls klumpløb, som ellers er en fast del af alle de løb, jeg har deltaget i. Hvordan, spørger I? Svaret er 'jagtstart', hvor langsomste løber starter og bliver 'forfulgt' af en ny løber hvert 10. sekund. En ekstra bonus er, at de langsomste ikke sakker håbløst bagud og først når i mål, når alle er gået hjem.

Kæreste og jeg havde ladet løbeurene blive hjemme og tog den på kroppens gefühl og nød turen i fulde drag - side ved side.

Barnet?

Hun har haft en skøn formiddag med sin morfar, der var taget hele vejen fra Provinsen for at passe hende. De har leget, læst bøger, leget noget mere, spist frokost og var lige ved at gøre sig klar til middagsluren, da vi trådte ind ad døren.

Mit moderhjerte bliver så lykkeligt, når mine kære har det godt sammen. (Og i morgen er der mere kæreste-tid, men da er det mosteren, der skal passe. Kæreste og jeg udnytter nemlig Copenhagen Dining Week og spiser 3 retter til frokost. Mmm. Jaja, helt ravneforældre er vi ikke, for middagen er timet, så den ligger oveni Beans middagslur)


... i øvrigt går det rætti fint med nul-natteamning. Der er ikke de store dramaer, og det lader til, at Bean faktisk sover bedre. Win.