5. aug. 2013

Blå Planeter

Vi har siden åbningen ville besøge Den Blå Planet, men har med vilje ventet til nyhedsværdien og feriehøjsæsonen var klinget en smule af. Der er ikke noget ved at besøge et sted og kun opleve køer.

Lørdag efter Beans middagslur viste sig at være velvalgt. Der var godt med mennesker, men ikke crowded, og der var rigelig plads til at Bean kunne tumlinge-løbe rundt imellem de forskellige akvarier.

Vi tog bilen derud, og havde ikke taget Bugaboo'en med - jeg tror, vi regnede med, at der var låne-vogne (og det var Kæreste, der planlagde, så jeg tror, jeg gik ud fra, han havde tjekket. Sådan gør man tingene så forskelligt)

Det var der ikke, men det gjorde nu ikke så meget. Bean var ellevild med stedet og ville hellere end gerne rende omkring på egne ben. Vi var alle imponerede af planeten og de mange, flotte fisk og havdyr. Dog kunne museologen i mig ikke sige sig fri for at ønske (endnu) mere fremadtænkende formidling. Der er stadig en del 'læseplanche' over informationen, selvom der også er interaktive skærme. 

Ikke at vi fik mulighed for at læse særligt meget - Beans tempo under museumsbesøg er en hel del hurtigere end vores! Oceanariet var dog værd at dvæle ved. For os alle tre. Bean var helt opslugt og blev ved med at gå frem og tilbage, kigge på fiskene, røre ved glasset og kigge igen.

Og hold nu op, hvor er det imponerende flot at kunne være tilskuer til livet under overfladen.


Efter en time var Bean mættet af indtryk, så vi fandt sandkassen og i den et par dejlige, store dansk-engelske børn, der var mere end villige til at lege med 'babyen'. Særligt drengen på omkring 8 var simpelthen så sød og betænksom, og både han og Bean hyggede sig med at grave dybe huller og begrave sko, lege kildeleg og borte-tit-tit. (Han spurgte sin mor, da de skulle videre: "When I grow up, can I have one?" Hvortil moren smilende svarede: "Ja, når du bliver voksen, kan du også få en baby." Kan man skrive sig op til en dreamy svigersøn allerede?!)

Kæreste og mig kiggede mere end éen gang på hinanden og blev både rørte og stolte over vores lille pige, der er så glad, imødekommende og modig. Det er ret svært ikke at smelte af kærlighed i sådanne stunder.

Vi havde pakket aftensmaden hjemmefra, men kunne alligevel ikke lade være med at smage på lidt fra Spisestedet Øst. Meyers folk plejer jo at kunne deres kram. Og den børneportion af fish'n'chips, som vi smagte lidt af alle tre, var virkeligt lækker. Men altså; 65 kr for en enkelt fish, en lækker dip og en håndfuld chips er jo også en slags penge.

Havde vi haft Bugaboo'en med, ville vi nok have trillet en tur efter maden, men Bean kunne ikke holde til mere, så vi kørte hjem (efter at have betalt parkeringsbilletten)
 
Den Blå Planet er helt bestemt et besøg værd, men det er en bekostelig affære. Vi bookede billetter online for at spare både køen og lidt penge, men jeg synes stadig det er en dyr entré. Og hvis man skal spise i restauranten er det garanteret lækkert. Men ikke billigt.

Når det er sagt, så kommer vi helt sikkert igen en anden gang. For Bean var i den grad underholdt og vi havde alle tre en rigtig flot totaloplevelse.

4 kommentarer:

  1. Hvor er det nogle fine billeder. Jeg synes også entreen er lidt pricy i forhold til hvad man får for det. Men vi var der også en dag, hvor der var ret crowdet, så det var svært at komme til at se.
    Tak for i dag. Det var sjovt at ses i den virkelige verden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Der var så mange gode fra sandkassen at det var svært at vælge! Ja, det er dyrt. Specielt, hvis man også skal spise dér. Det kan anbefales at være der, når man faktisk kan komme til og se noget :)
      I lige måde - det var så hyggeligt at møde dig!

      Slet
  2. Sikke nogle fine billeder I har taget :-)
    Jeg er så heldig at skulle (gratis) på Den blå Planet med mit arbejde her i midten af september, så det glæder jeg mig meget til. Har hørt så meget godt, at det vist kun kan blive en positiv oplevelse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Skønt med gratis glæder! Der er mange, fine ting at kigge på. Og jeg gætter på, at I kommer en hverdag inden for kontortiden? Så burde det være til at komme til. Rigtig god fornøjelse.

      Slet