11. aug. 2013

Lidt om søvn. Mest om Tivoli

Efter en uge, hvor morgenerne starter omkring kl. 5, er jeg træt. Så træt, at jeg faktisk var nødt til at sove middagslur i dag. Det er ellers ikke noget, jeg har praktiseret meget - hverken før eller efter Bean.

Når man er oppe tidligt nok til at sove middagslur kl. 10 om formiddagen, så venter en meget, meget lang eftermiddag forude. Valget faldt på Tivoli som underholdning og adspredelse, mest fordi det er nemt for os at komme dertil og fordi jeg har sølvkort. Søsterlil var frisk på at tage med, og vi havde nogle skønne timer i den gamle have. På Beans præmisser, selvfølgelig, men det var også hyggeligt for alle os voksne.

Og ja - hvis man ikke skal have den harlekin-ternede skjorte på i dag, så ved jeg ikke hvornår!



Bean og mig startede med en tur i Den Flyvende Kuffert (hvad SKER der for, at man skal have sit eget turpas fra man er 1 år gammel?! Det er da vanvittigt. 1-årige kan jo ikke prøve nogle af forlystelserne på egen hånd. Det er en ommer, Tivoli.) Det var spændende, men også lidt farligt, synes den unge dame. Dog var der grin og begejstrede lyde, hver gang der var dyrefigurer i tableauerne.





Veteranbilerne var til gengæld et hit - dem elskede jeg også selv som barn - og det var en stolt lille pige, der fandt ud af at dreje på rattet.



Rasmus Klumps legeunivers er altid dejligt. Både for de helt små og for de større børn, og modige Bean var i den grad frisk på at tage på opdagelse og undersøge legepladsens muligheder. Også på egen hånd. Det får hun lov til - så længe hun er inden for synsvidde.





Musikinstrumenterne skal vi også altid forbi - se selv hvorfor :)


... og har man sagt Rasmus Klump skal man også sige pandekager! Mmm.


Tivoli bliver sjovere og sjovere jo større Bean bliver. I dag fik vi endda en flyvetur i Den Lille Drage. Hun er ikke glad for at være spændt fast, men det var sjovt at køre rundt og rundt og flyve op og ned i maskinen.



Mens Tivoli Garden spillede på plænen dansede vi rundt og klappede i takt - og hilste på lille, glade Frode på 13 måneder. Vi nåede heldigt og tilfældigt det meste af pantomimen og nød dans, musik og kostumer til Den Standhaftige Tinsoldat.





Det var en træt, men glad lille pige, der kom med hjem. Og som brugte resten af eftermiddagen på at tulle rundt i stuen og putte dukker og bamser, klæde sig ud i mine tørklæder og diverse ad hoc accessories og fortælle historier til legetøjet.

Vi krydser fingre for, at en hyggelig og indtryks-rig dag giver lidt mere søvn til os alle. Hun sover i al fald sødt lige nu med sin skønne Wheat-kanin i favnen...



4 kommentarer:

  1. Ligner en meget skøn dag trods træthed. WHAT?? Skal man have turpas, når man er fyldt 1 år??? Det er simpelthen latterligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har været en skøn dag - træthed og grus i morens øjne til trods. Ja, vi var også lamslåede (og forargede!) Det er åbenbart helt nye regler.

      Slet
  2. Årh, hvor ser det skønt ud! Og ja, intet er mere oplagt til tivoli end harlekintern :)

    SvarSlet